September 2017 var en af de vådeste af sin slags i flere år. Midt på måneden mødtes bestyrelsen i Nykredit til et skæbnesvangert seminar.

Central var Nykredits magtfulde frontfigur, Michael Rasmussen, som dengang agiterede for at sende Danmarks største realkreditkoncern på børsen.

Det nok vigtigste punkt på dagsordenen var derfor en tilkendegivende afstemning om, hvorvidt bestyrelsen ville bakke op.

Hvis Nykredit skulle sendes på børsen, ville det blive en af de største børsnoteringer i Europa det år.

Den ellers foreningsejede koncern havde godt halvandet år forinden annonceret, at man i jagten på ny kapital var nødsaget til at blive børsnoteret.

I tilfælde af endnu en finansiel krise ville ejeren Forenet Kredit ikke kunne gøre hverken fra eller til, og adgangen til aktiemarkedet var derfor helt afgørende.

Men bag de stort opslåede positive planer om en børsnotering gemte sig også en dårlig nyhed for koncernens kunder. Nykredit ville hæve priserne, og det sendte Nykredit ud i en regulær kundestorm.

Det var lykkedes koncernen at tirre sine kunder i en sådan grad, at Nykredit-ansatte i en periode ikke kunne cykle på arbejde i logoprydet tøj. På Facebook opstod en decideret protestgruppe med over 40.000 medlemmer, og Nykredits image røg i kulkælderen.

Allerforrest til at forsvare både prisstigninger og børsplaner stod Michael Rasmussen, der få år forinden var blevet udnævnt til øverste direktør, koncernchef, i Nykredit.

»Det var en nødvendig beslutning,« forklarede Nykredit-bossen til Berlingske under shitstormen i marts 2016.

Men godt et år senere blev et alternativ til en børsnotering født. Ved siden af topchefens brændende ønske om at sende Nykredit på børsen arbejdede ejeren på, hvad der blev kaldt plan B.

Et karikeret mundheld

I den finansielle sektor florerer et mundheld om Michael Rasmussen, som lyder noget i retning af:

Der findes tre slags mennesker. Der er dem, som ikke kan fordrage Michael Rasmussen. Der er dem, som er bange for ham. Og så er der Lasse Nyby.

Underforstået, at han er den eneste, der godt kan lide Michael Rasmussen.

Er du velbevandret i den finansielle sektor, trækker du muligvis lidt på smilebåndet nu. Men er du mere uvidende om, hvordan magten fordeler sig i sektoren, kræver mundheldet en forklaring på, hvem Lasse Nyby er.

Indtil for nylig var han administrerende direktør i den Aalborg-baserede bank Spar Nord.

Men i maj lykkedes Nykredit med en længe ventet overtagelse af Spar Nord, og Lasse Nyby vekslede sin stilling som topchef til titlen som næstformand i Nykredits bestyrelse.

»Spar Nords kultur minder meget om vores, og vi har haft et godt samarbejde med Lasse Nyby,« fortæller Merete Eldrup, bestyrelsesformand i Nykredit siden 2020.

Berlingske har interviewet Merete Eldrup for at tegne et portræt af Michael Rasmussen.

Med opkøbet af Spar Nord er Nykredit nu også ejer af landets tredjestørste bank. Lasse Nyby har offentligt udtalt, at Nykredit Bank bør have som målsætning at blive endnu større, større end Nordea i Danmark og dermed nummer to.

En målsætning, som har vakt harme i det danske banklandskab, og som for alvor cementerer, at Michael Rasmussen har haft en klar strategi. Over ti års skaktræk viser, at manden i spidsen for Nykredit længe har arbejdet på at opbygge et imperium.

Berlingske har talt med over 25 kilder. De færreste har ønsket at udtale sig til citat.

Måske fordi de ikke er Lasse Nyby.

Ét er dog sikkert.

Mens flere aktører i den finansielle sektor ikke ønsker at lægge sig ud med den mand, der i 12 år har stået i spidsen for landets største realkreditkoncern, så har alle kilderne imidlertid en ting til fælles.

De er fuldstændig enige om, at Michael Rasmussen er et af de dygtigste, mest flittige og strategisk tænkende mennesker, den danske finanssektor længe har set.

Hovedpersonen selv har ikke ønsket at medvirke i portrættet. Og Lasse Nyby ønsker ikke at kommentere branchens holdninger til hans relation til Michael Rasmussen.

En dræber af et tv-klip

Michael Rasmussen blev født i 1964. Han voksede op i Ringsted og gik på Haslev Gymnasium, inden han begyndte at læse økonomi på Københavns Universitet.

I 1990 var han færdiguddannet som cand.polit. og fik sit første job i det, der dengang hed Privatbanken. Dermed er Michael Rasmussen en af de første generationer af bankdirektører med en akademisk baggrund.

Privatbanken blev efter en række fusioner i 2000 til, hvad vi i dag kender som Nordea.

Michael Rasmussen er ikke bankdirektørens søn, der er blevet bankdirektør.

At begå sig på de bonede gulve er ikke noget, han har lært fra barnsben af, og måske er det derfor, han til tider fremstår kejtet, siger kilder til Berlingske.

Og brændt barn skyr ilden.

Fortællingen om et uheldigt klip, som rullede hen over fjernsynsskærmene, nogle år inden Michael Rasmussen blev topchef i Nykredit, bliver nævnt af flere.

Under et tv-interview med DR blev Michael Rasmussen spurgt, om han selv holdt for i forbindelse med store besparelser i Nordea.

Og i stedet for at svare gik Michael Rasmussen i stå.

»Øh, den tager vi om, det var en dræber,« fik han sagt efter en pause.

DR gentog spørgsmålet, men valgte alligevel at bringe det uheldige klip.

»Det var ødelæggende for Michael. Han mistede tilliden til pressen,« siger en kilde.

Kilder fortæller enstemmigt, at Michael Rasmussen er sit arbejde. Efter flere år i spidsen for Nykredit kan det være svært at skelne mellem, hvor Michael Rasmussen begynder, og Nykredit stopper.

Til gengæld er det de færreste, der har nogen som helst idé om, hvem der gemmer sig privat bag facaden af slips og jakkesæt. De fleste nævner, at han er gift, bor i Klampenborg og har to døtre. 

Han er et udpræget introvert menneske, der har lært at være ekstrovert, fordi hans stilling kræver det.

»Jeg har altid tænkt, at han må være drevet af noget særligt, hvis han hver evigt eneste dag, han står op, i bund og grund bliver tvunget til at lave noget, han ikke bryder sig om,« siger en kilde om, at Michael Rasmussen med sit topjob er en offentlig person.

»Michael er noget, man ikke ser. Nogle sider vil altid være ukendte.«

Hans formand Merete Eldrup beskriver ham således:

»Michael er enormt strategisk, men på samme tid godt nede i detaljerne. Han har en stor viden. Han har et kontrolgen, men det er ikke kontraproduktivt. Han giver plads og er god til at delegere.«

Perfekt undskyldning for egne ambitioner

Michael Rasmussen steg usædvanligt hurtigt i graderne i Nordea, og i 2011 blev han udnævnt til administrerende direktør i Nordea Danmark.

I knap to år stod han i spidsen for Nordens største bank i Danmark, før han i 2013 blev headhuntet til jobbet som koncernchef i Nykredit.

Det var særligt muligheden for at være ham med flest stjerner på skuldrene, som trak i Michael Rasmussen.

Journalister spekulerede over, hvad der ville komme til at ske med Nykredit under Michael Rasmussens ledelse. Fra manden selv lød det, at han ville følge den lagte strategi.

Men få måneder efter at han første gang satte sine ben i det daværende hovedkontor på Kalvebod Brygge i København, påbegyndte han sin første fyringsrunde.

300 mennesker skulle afskediges. Gruppen af mellemledere havde ifølge den nyudnævnte topchef vokset sig alt for stort. Nykredit skulle skæres til.

Flere af Berlingskes kilder fik tidligt efter hans ansættelse i Nykredit en fornemmelse af, at Michael Rasmussen havde et ønske om, at Nykredit skulle børsnoteres.

Få år efter kom nye kapitalkrav til de største finansielle institutioner, der gjorde det nødvendigt for Nykredit at blive børsnoteret og få adgang til de store private kapitalmarkeder.

»Michael Rasmussen var meget bekymret for kapitalkravene. Men det var også den perfekte undskyldning for hans personlige ambitioner,« siger en kilde.

Merete Eldrup, formand for Nykredit, sad også i bestyrelsen dengang. Hun kan ikke vurdere, om Michael Rasmussen personligt havde en ambition om en børsnotering.

»Jeg tror, at Michael hurtigt så, at vi havde et kapitalproblem i Nykredit, der skulle løses. Derfor arbejdede han på en børsnotering,« siger hun.

Men Nykredit endte aldrig på børsen. Og ifølge flere kilder kan koncernen takke særligt én person for dét.

Nykredit lider af posttraumatisk stress

Michael Rasmussen er langtfra den fødte kommunikatør, siger kilder.

Men Nykredits kommunikationsafdeling har med tiden også skabt et kommunikationsmæssigt Fort Knox, der virker mere som et professionelt bureau end den samfundsaktør, man bryster sig af at være.

Blandt kilderne er der delte meninger om, hvor meget af Michael Rasmussens manglende kommunikation, der skyldes hans væsen og mistilliden til journalister, og hvor meget der skyldes kommunikationsafdelingens ønske om at skærme Nykredit fra kritik.

Blot kan man konstatere, at Nykredit og Michael Rasmussen kommunikerer langt mindre med offentligheden end andre topchefer i finansielle virksomheder af den størrelse.

En kilde nævner, at organisationen lider af en art posttraumatisk stress efter bidragsstormen, hvor kunder rasede, og pressen kastede sig kritisk over koncernen.

Senest har Nykredit på særligt et område forholdt sig særdeles formelt. En sag om brud på hvidvaskreglerne i Nordea i Danmark, som i maj begyndte i Københavns Byret.

Nordea i Danmark er tiltalt for brud på hvidvaskloven mellem 2012 og 2015, og i dele af den periode stod netop Michael Rasmussen i spidsen for banken.

Ingen personer har nogensinde været sigtet i sagen, ej heller Michael Rasmussen.

Men den eneste kommentar, der er sluppet ud om retssagen fra Nykredit, er, at Michael Rasmussen aldrig er blevet personligt kontaktet af myndighederne. Han skal heller ikke vidne i retssagen, der kører frem til sommeren 2026.

Du kommer aldrig tæt på mennesket

Michael Rasmussen bliver omtalt som konfliktsky. I det åbne rum, ansigt til ansigt, har han svært ved konfrontationer. Han kigger sjældent folk i øjnene.

Men bag det konfliktsky gemmer sig et temperament, som særligt kommer til udtryk, hvis man bryder loyaliteten.

Michael Rasmussen sætter sit hold. Han er god til det, siger flere, han hyrer folk med kompetencer, han ikke har selv. Det er en styrke. Se blot på hans direktion.

Blandt andet er koncerndirektørerne David Hellemann og Anders Jensen headhuntet fra Nordea, hvor han også selv kom fra.

Han samler på dygtige mennesker, men hans private natur betyder, at han altid holder folk ud i strakt arm.

»Jeg vil vove den påstand, at ingen er tæt på Michael ud over hans kone. Selv dem, der ser ham hver dag og arbejder tæt sammen med ham, kommer aldrig tæt på mennesket Michael,« siger en kilde.

Bagsiden af, at han sætter sit hold, er, at han har svært ved at acceptere, når folk vælger at forlade det igen. Han husker som en elefant.

Michael Rasmussen er ikke en mand, man lægger sig ud med, forstår man på kilderne. Alligevel fremhæver nogle, at de egentligt godt kan lide ham.

Et forbandet nødvendighedsægteskab

En stor del af Nykredits succes skal findes i en strategi, som Michael Rasmussen lagde få år efter sin tiltrædelse.

»Det er i Michael Rasmussens regeringstid, at strategien 'Winning the Double' blev udviklet, og hvis man kigger på resultatudviklingen siden 2014 også dygtigt eksekveret på,« lyder det fra Lasse Nyby, næstformand i Nykredit.

Nykredit spiller for at vinde på to heste. Sin egen og den, Nykredit har gennem sit ejerskab af Totalkredit. Nykredit samarbejder nemlig med en lang række lokale banker og pengeinstitutter, som formidler boliglån via Totalkredit.

Samarbejdet har dog udviklet sig til, hvad nogen i dag kalder et nødvendighedsægteskab.

I mange år har Nykredit været dybt afhængig af Totalkredit-bankerne til at distribuere sine boliglån til kunderne rundt om i landet. En afhængighed, som har naget Michael Rasmussen, mener kilder, Berlingske har talt med.

Men Totalkredit-bankerne er på den anden side også meget afhængige af Nykredit. Det skyldes blandt andet et koncept kaldet Kundekroner, som er udviklet til dels i Michael Rasmussens hjerne.

På grund af Kundekroner er Totalkredit flere gange blevet kåret til det billigste boliglån.

Derudover har den oprindelige samarbejdsaftale mellem Nykredit og Totalkredit-bankerne betydet, at bankerne får en løbende provision på formidlingen af boliglån i hele lånets løbetid.

En provision, som for bankerne har været en betydelig del af deres samlede indtægter.

Men aftalen betød også, at skulle en bank vælge at forlade Totalkredit-samarbejdet, ville den miste alle fremtidige indtægter på de lån, som den allerede havde formidlet via samarbejdet.

Af samme grund tog konkurrencemyndighederne for over fire år siden en sag op for at undersøge, om Nykredit misbrugte sin dominerende stilling på markedet. Sagen endte sidste år uden en reel afgørelse, fordi Nykredit i stedet gav tilsagn om at løsne grebet i aftalen.

Blandt andet ved at bankerne fremover kan træde ud af samarbejdet uden de store økonomiske konsekvenser.

Det har dog aldrig været en drøm for Nykredit alene at levere produkter til lokale banker. Derfor har der længe været planer om at købe en bank for at få bredere adgang til de danske bankkunder.

»Jeg afslører ingen stor hemmelighed ved at sige, at tanken om at købe Spar Nord ikke er født i forgårs – og heller ikke dagen før i forgårs,« som en kilde siger.

Merete Eldrup bekræfter, at der på den ene side altid har været en overvejelse om at købe en bank, men at man i september sidste år konkret tog første skridt til at lægge et købstilbud på banken.

Med opkøbet får Nykredit-koncernen også den tredjestørste bank i Danmark.

Timingen for opkøbet er ifølge en kilde et udtryk for, at Michael Rasmussen er dygtig til at se igennem kortsigtet støj. Han har tålmodigheden til at vente på, at hans planer krystalliserer sig.

Et opkøb, som krævede de rette betingelser, og som har været timet til perfektion.

Én særlig kvinde var helt afgørende

Umiddelbart så det ud, som om Nykredit i efteråret 2017 var på vej mod en børsnotering.

Størstedelen af Nykredits bestyrelse havde på det skæbnesvangre bestyrelsesseminar i september tilkendegivet, at de ønskede at børsnotere Nykredit.

Men Nykredits ejer Forenet Kredit havde sideløbende arbejdet på, hvad der blev kaldt plan B. Foråret forinden havde pensionsselskabet PFA henvendt sig til foreningen med et godt tilbud.

PFA var villig til at købe en del af ejerens aktieandel i Nykredit i et konsortium sammen med fire andre pensionskasser.

For begge parter var det et interessant tilbud. For pensionskasserne var der udsigt til et stabilt årligt afkast, mens Forenet Kredit havde en interesse i at holde Nykredit på danske hænder.

Frygten var, at udenlandske ejere ville finde det alt for billigt at låne til bolig i Danmark og derfor sætte priserne mere op, hvis Nykredit blev børsnoteret.

Derfor mener flere kilder også, at havde det ikke været for Nina Smith, der dengang var formand for Forenet Kredit og næstformand i Nykredits bestyrelse, var Nykredit endt på børsen.

I stedet takkede Forenet Kredit ja til tilbuddet fra PFA. Resten er historie.

Nina Smith, der er professor ved Københavns Universitet, har ikke ønsket at kommentere oplysningerne.

Merete Eldrup fortæller, at hun selv var en af dem i bestyrelsen i Nykredit, der i begyndelsen hældte mod en børsnotering.

»Men vi landede på en løsning, som passer rigtig godt til Nykredit. Vi har en demokratisk ejer og et bagland, vi skal stå til ansvar for, men også nogle ejere, som kræver et markedskonformt afkast,« siger Merete Eldrup.

Ifølge Michael Demsitz, der er formand for Forenet Kredit og i flere år har siddet i Nykredits bestyrelse, har Michael Rasmussen taget foreningsejerskabet til sig og bruger det aktivt i konkurrencen med de største børsnoterede virksomheder.

»Regnskaberne taler for sig selv, og vi må bare konstatere, at det virker. Michael er dygtig til at drive bank og er strategisk stærk,« udtaler han.

Siden 2014 er Nykredits årsresultat vokset fra knap 600 millioner kroner til 11,7 milliarder kroner i 2024.

Her hersker han med ubegrænset magt

Udtrykket voksenskældud er et, flere af Berlingskes kilder benytter sig af til at beskrive, hvordan Michael Rasmussen til tider giver udtryk for sin frustration med de mange bank- og sparekassedirektører i Totalkredit-samarbejdet.

Ifølge flere kilder er Michael Rasmussen ikke bleg for at udtrykke sine meninger som skideballer, hvis nogle af direktørerne efter hans opfattelse har brudt den loyalitet, der bør være i samarbejdet mellem dem og Nykredit.

Den verbale afklapsning kan ske med en opringning.

»Blandt de lokale pengeinstitutter hersker Michael Rasmussen med nærmest ubegrænset magt,« siger en kilde.

Også på papiret er Michael Rasmussen en magtfuld mand.

Zetland har sammen med de tre forskere Sarah Steinitz, sociolog ved Københavns Universitet, Christoph Ellersgaard, lektor på Copenhagen Business School og Anton Grau, sociolog og lektor ved Roskilde Universitet kortlagt den danske magtelite – de 400 mest magtfulde mennesker i Danmark qua deres netværk.

Michael Rasmussen ligger på plads nummer 53, seks pladser over statsminister Mette Frederiksen (S).

Hans netværk rækker langt ud over den finansielle sektor. I den overraskende ende kan nævnes, at han er en del af Mars og Merkur, som er et netværk for repræsentanter fra forsvaret og erhvervslivet.

Han sidder i VL-gruppe 46, en af de tungeste grupper, med blandt andre Ester Baiget Arnau, topchef i Novozymes, Henrik Andersen, Vestas topchef, Jens Bjørn Andersen, tidligere topchef i DSV, Pandoras topchef, Alexander Lacik og Lars Sandahl Sørensen fra Dansk Industri.

Michael Rasmussen er en stolt mand, og så har han tendens til at bære nag.

Kilder, Berlingske har talt med, har oplevet, at Michael Rasmussen af den ene eller anden årsag har lagt dem på is. Stoppet med at tage kontakt i en periode eller helt undgået at tale med dem.

Merete Eldrup har aldrig hørt om, at Michael Rasmussen uddeler verbale skideballer i finanssektoren. Det er af gode grunde ikke noget, hun som hans chef personligt har oplevet, konstaterer hun.

»Det kan sagtens være, at Michael er ærekær. Det kan være bagsiden af en mønt, men forsiden er så, at han ikke er ligeglad med at gøre tingene ordentligt,« siger hun.

Spændt afventes hans næste træk

I Nykredit talte man allerede tidligt efter Michael Rasmussens ankomst om, at der kunne komme et punkt, hvor det kunne lade sig gøre at købe en bank.

»Tanken var, at Nykredit skulle have så stærk en overhånd, at alternativet for partnerne i Totalkredit-samarbejdet var så ringe, at selvom de ville blive sure, så var sandsynligheden for, at de søgte andre samarbejdspartnere end Nykredit minimal,« siger en kilde.

»De betingelser er til stede i dag.«

I mange år har Totalkredit-bankerne ejet kunderelationen og dermed haft et fast greb om både Michael Rasmussen og Nykredit.

Men Nykredit selv har stille og roligt gennem årene fået en stærkere position på markedet.

Og magtbalancen mellem de mange lokale bank- og sparekassedirektører og Nykredit er tippet gevaldigt til Michael Rasmussens side efter Spar Nord-opkøbet.

Også af den grund er lokalbankerne rundt om i landet ved at være godt trætte af Michael Rasmussen og Nykredit.

Gert Jonassen, der i mange år var topchef i Arbejdernes Landsbank, mener, at det er naturligt, at der sker en udvikling i Totalkredit-samarbejdet, som også hans tidligere arbejdsgiver er en del af.

»Jeg forstår udmærket Michaels rejse med at udvikle Nykredit. Jeg ville nok have gjort det samme, når nu realkreditaftalen blev åbnet op. Det er der måske få af de andre Totalkredit-banker, der vil sige, fordi man mener, at han bryder med en holdånd,« siger Gert Jonassen med henvisning til Nykredits tilsagn om mere konkurrence på realkreditmarkedet.

De færreste af de kilder, Berlingske har talt med, forventer dog, at det sidste skaktræk er taget for Michael Rasmussen og Nykredit. Spar Nord-opkøbet var forventet.

Mere interessant er det, hvad der sker bagefter. Hvilken bank bliver den næste?

Spørger man Nykredit-formanden Merete Eldrup, er der umiddelbart hverken en plan A, B, C eller D, der venter forude på at blive eksekveret.

»Vi fokuserer på at få det bedste ud af købet af Spar Nord. Jeg kan selvfølgelig ikke love noget som helst, men opkøbet er ikke første led i en større anlagt plan,« siger hun.

En udtalelse, der umiddelbart er svær helt at tro på ved enden af dette portræt.

Michael Rasmussen er ved at bygge et imperium, et eftermæle, som de fleste i magteliten ville være stolte af at have sit navn på.

Han er en mesterlig strateg, og hvem ved, hvad hans næste træk er. Det ved kun Michael Rasmussen selv.

I Storbritannien lukker de ikoniske pubber på stribe, og den traditionsrige pubkultur frygtes at være ved at dø.

Det er dog ikke, fordi briterne søger væk fra de lokale vandhuller. Det er den britiske regering, der med en række love og tiltag kvæler pubberne, som lukker i hundredvis.

Sådan lyder kritikken fra The British Beer and Pub Association (BBPA), som repræsenterer mere end 20.000 ud af de over 40.000 pubber i Storbritannien.

For det seneste år har 350 pubber måttet dreje nøglen om. Næste år forventes det tal at stige til 378 og betyder, at næsten 6.000 job forsvinder. Siden årtusindskiftet er over 15.000 pubber lukket. 

Det skriver The Guardian. Hvis man tager højde for befolkningsforskellen, ville det svare til, at 1.500 værtshuse lukkede i Danmark.

Brancheorganisationen advarer derfor nu de britiske politikere om udviklingen, som BBPA mener, at den siddende regering, med Keir Starmer i spidsen, bærer skylden for.

Særligt en omdiskuteret erhvervskat, der betyder, at pubberne beskattes af de ofte mondæne ejendomme, de ligger i, betyder, at manges udgifter er steget så voldsomt, at indtægterne ikke kan følge med.

Også en stigning i den britiske mindsteløn, samt øgede ølafgifter og moms, udfordrer pubbernes indtjening, skriver mediet.

Ifølge BBPA betyder momsen og ølafgiften, at hver gang en kunde bruger fire pund på øl, ryger et pund i statskassen. Herefter skal pubberne vel at mærke betale de stigende ejendomsskatter og have deres udgifter til højere lønninger dækket.

Og det pres får pubberne til at lukke.

»For mange er det umuligt at få overskud, hvilket alt for ofte fører til, at pubber slukker lyset for sidste gang,« siger Emma McClarkin, der er administrerende direktør for BBPA.

»Vi ved, at regeringen anerkender pubbernes økonomiske og sociale værdi, og vi beder ikke om særbehandling,« tilføjer hun.

Et tab for den mentale sundhed

Netop pubkulturen, hvor beværtningerne agerer samlingspunkt og har stor social betydning, er dermed under pres.

Lukningerne trækker derfor overskrifter i en række britiske medier. Herunder The Daily Mail.

Her langer den konservative kommentator Tom Utley kraftigt ud efter den britiske regering, som ifølge ham, »påfører maksimal skade på en elsket britisk institution«. Det skal dog tilføjes, at de konservative har haft regeringsmagten i 14 af de 25 år, hvor de mange pubber er lukket. 

Selvom en talsmand for det britiske finansministerium påpeger, at regeringen »kender den vitale betydning af pubber for lokale samfund og økonomien«, mener Tom Utley, at den har en mærkelig måde at vise dette på.

Dels på grund af de høje afgifter, som påføres pubberne, men også fordi skatteindtægterne ifølge regeringen skal bruges til at finansiere en udbygning af landets sundhedsvæsen – NHS – der har været ramt af skandaler om spild og af kritik for at være bureaukratisk og give briterne dårlig behandling.

Her anfører skribenten, at han vil foretrække, at pubberne bestod, da de gavner samfundet mere end det udskældte sundhedssystem.

»Hvad angår mig, har jeg ikke længere det mindste ønske om at redde NHS i dets nuværende ureformerede tilstand. Men for vores mentale sundheds skyld, lad vores pubber være i fred!« lyder det.

I Danmark lukker værtshuse

Ifølge TV 2 ses samme tendens, når det kommer til de danske, brune bodegaer, der særligt lukker i provinsen.

»Der er sket noget med værtshuskulturen, de dør simpelthen ud. Der bliver færre, der går der, og de unge kommer der ikke ofte nok,« har Jesper Bo Jensen, der er fremtidsforsker hos Center for Fremtidsforskning, sagt til mediet.

Også i hovedstaden lukker værtshusene. I 1980erne var der flere end 1.000 værtshuse i København og på Frederiksberg. Det tal var i 2021 faldet til 220 værtshuse, som blev portrætteret i bogen »Stamsteder«.

På blot fire år er 23 af de tilbageværende 220 omtalte værtshuse lukket.

Spøger man Peter Buch Hansen, der er medforfatter til bogen, mener han, at »det er vores kulturarv i Danmark, som langsomt forsvinder«, som han formulerer det over for TV 2.

Verdens største kryptovaluta, bitcoin, slår nu endnu en gang alle rekorder.

Fredag er bitcoin steget til højeste kurs nogensinde, skriver Reuters. 

Den markante stigning kædes sammen med en øget efterspørgsel fra institutionelle investorer og det faktum, at USAs præsident, Donald Trump, fører en meget kryptovenlig politik. 

Bitcoin handles fredag i kursen 116.781 dollar, svarende til over 750.000 kroner. 

I år er bitcoin dermed steget med mere end 24 procent, skriver Reuters. 

»Bitcoins nye rekordniveau er drevet af et vedholdende institutionelt opkøb. Store spillere opkøber udbuddet og udtørrer likviditeten på børserne,« udtaler Joshua Chu, medformand for Hong Kong Web3 Association, ifølge Reuters.

I løbet af sit præsidentskab har Donald Trump på en række områder udstedt flere præsidentielle dekreter. Og kryptovaluta er ingen undtagelse.

I marts underskrev præsidenten et dekret om at etablere en strategisk reserve af kryptovaluta.

Samtidig har han ifølge Reuters udpeget en række embedsmænd, som er kendt for at være venligsindede over for kryptovaluta. Det drejer sig blandt andet om formanden for de amerikanske børsmyndigheder Securities and Exchange Commission, Paul Atkins.

Også Trumps familieselskab Trump Media & Teknology Group interesserer sig for krypto. 

Selskabet ønsker at lancere en fond, som investerer i forskellige kryptovaluta, herunder bitcoin. 

Jamie Dimon har i snart 20 år stået i spidsen for en af de største amerikanske banker, JPMorgan Chase, og når han taler, bliver der ofte lyttet.

Senest har han under et besøg i den irske hovedstad, Dublin, talt i formanende toner til de europæiske ledere, fordi han ser Europa miste konkurrencekraft og økonomisk betydning.

I talen advarede han ifølge den britiske avis Financial Times de europæiske ledere om, at de har et konkurrenceproblem, og at de er ved at tabe i kapløbet mod de økonomiske stormagter USA og Kina.

Han pegede på, at Europas samlede BNP på 10-15 år er faldet fra at udgøre 90 procent af det amerikanske BNP til nu kun at udgøre 65 procent. 

»Det er ikke godt. I taber,« sagde Dimon torsdag under et arrangement i Dublin, som det irske udenrigsministerium stod bag. 

Set med Jamie Dimons øjne halter de europæiske virksomheder efter på det globale marked.

Han pegede på, at de amerikanske virksomheder er store og succesfulde, men at det i mindre og mindre grad er tilfældet for de europæiske virksomheder.

Skærper tonen

Financial Times konstaterer, at den amerikanske bankboss dermed har skærpet tonen og sit budskab siden april, hvor han på bankens årlige generalforsamling konstaterede, at Europa har nogle alvorlige problemer, der skal fikses, og opfordrede til økonomiske reformer, så økonomierne kan vokse.

Debatten om den svækkede europæiske konkurrencekraft blev for alvor sat på dagsordenen, da den tidligere chef for den europæiske centralbank, Mario Draghi, i efteråret i en opsigtsvækkende rapport satte fingeren på Europas ømme punkt.

Mario Draghi advarede om, at Europas konkurrenceevne er ved at sande til i bøvl og bureaukrati, samtidig med at europæiske virksomheder er under pres fra kinesiske konkurrenter, og Europas position på markedet for avancerede teknologier er aftagende.

Dimon skosede i sin tale også de finansielle markeder for at være blevet for afslappede i forhold til den amerikanske præsident, Donald Trumps, gentagne trusler om at indføre told på udenlandske varer.

Aktiekurserne slår igen rekord efter rekord.

Trump har senest truet med 50 procent told på kobber og 200 procent told på medicinalindustrien samt afgifter målrettet lande som Japan og Sydkorea.

De seneste måneder har verdens aktiemarkeder bølget frem og tilbage i takt med toldmeldinger fra USA's præsident, Donald Trump.

Natten til fredag luftede præsidenten planer om at indføre en amerikansk basistold på 15 eller 20 procent.

På nuværende tidspunkt lyder basistolden på 10 procent.

På trods af meldingen fra Trump forholder både danske, europæiske og amerikanske aktier sig nogenlunde i ro.

Der er en god grund til den afdæmpede reaktion fra investorerne, udtaler Henrik Olejasz Larsen, investeringsdirektør i Sampension, i en skriftlig kommentar.

- Nerverne sidder ikke længere helt uden på tøjet hos investorerne, og derfor reagerer markederne også betydeligt mere afdæmpet på nye udviklinger i handelskrigen, end hvad der var tilfældet i kølvandet på Trumps "Liberation Day" i starten af april, lyder det.

Trump har døbt dagen, hvor han annoncerede told på varer fra en lang række af verdens lande "Liberation Day" - eller befrielsesdagen på dansk.

Klokken 14.30 falder det danske C25-indeks med 1,1 procent, mens det brede europæiske Stoxx 600-indeks går tilbage med 1 procent.

Futures for det amerikanske indeks S&P 500 indikerer fald på 0,5 procent, mens Nasdaq-indekset har udsigt til at dykke med 0,4 procent.

/ritzau/

Den amerikanske præsident forsøger ihærdigt at presse centralbanken til at sænke renten. 

For to uger siden sendte Donald Trump et håndskrevet brev til Jerome Powell, chefen for The Federal Reserve, den amerikanske centralbank, hvori han igen krævede, at renten blev sænket. 

Og nu lægger hans administration det hidtil hårdeste pres på centralbankchefen, skriver CNN. 

For Russel Vought, chef for Office of Management and Budget, der er ansvarlig for budgetterne for Det Hvide Hus' politik, anklager nu Powell for lovbrud. 

Russel Vought hævder, at Powell har brudt loven ved at lyve over for Kongressen og ved ikke at have levet op til reglerne for tilsyn med offentlige udgifter. 

Det drejer sig om en planlagt renovering af centralbankens hovedkvarter, der nu forventes at koste 2,5 milliarder dollar, svarende til 16 milliarder kroner. 

»Præsidenten er ekstremt bekymret over din ledelse af centralbanken. I stedet for at forsøge at rette op på centralbankens finanspolitiske skude har du pløjet videre med en prangende overhaling af dit hovedkvarter i Washington, D.C.,« skriver Vought i et brev, som han har lagt på sociale medier. 

Vought skriver, at de 2,5 milliarder overskrider det oprindelige budget med 700 millioner dollar. 

For sent, Powell

Trump har længe brugt øgenavnet »Too Late« – altså »for sent« – om Powell, fordi han mener, at centralbankchefen var for længe om at reagere på inflationskrisen i 2022, og fordi han nu er for langsom til at sænke renten. 

Donald Trump har luftet ideen om at fyre ham, uden dog at true direkte med det. 

I juni skrev Donald Trump på Truth Social, at han »måske skulle skifte mening i forhold til at fyre ham? Uanset hvad slutter hans embedsperiode snart.«

En lavere rente vil blandt andet gøre det billigere for Trump at finansiere de enorme skattelettelser, som lige er blevet vedtaget, og som der skal betales for med lånte penge, påpeger The Wall Street Journal.

Modsat den amerikanske centralbank har flere andre centralbanker – herunder Den Europæiske Centralbank – sænket renten flere gange i år. 

Men den amerikanske centralbank har ikke villet følge trop, blandt andet fordi der har været så mange politiske tiltag og ændringer, siden Donald Trump tiltrådte. Derfor har centralbanken villet se, hvad ændringerne betød for økonomien, før man overvejer flere rentesænkninger.

Efter Trumps nominering af ham tiltrådte Powell i 2018, og siden udpegede Joe Biden Powell til endnu en fireårig periode i 2022. Den udløber altså i 2026. 

Men selvom det er præsidenten, der udpeger centralbankchefen – hvilket dog også skal godkendes af Kongressen – kan præsidenten ikke fyre centralbankchefen, der derfor kan operere med mere uafhængighed. 

I princippet, altså. 

For beskyldningerne mod Powell i forbindelse med renoveringen kan nemlig lægge fundamentet for, at Trump alligevel kan fyre Powell, siger Ed Mills, der er politisk analytiker hos investeringsbanken Raymond James, til CNN. 

For den amerikanske højesteret har gjort det klart i sine afgørelser, at den ikke vil støtte præsidenten i at fyre Powell, med mindre der kan findes en tungtvejende årsag til en fyring. 

»Så enten kan Trump-administrationen finde en grund til at fyre ham, eller også kan man skabe et så negativt miljø, at Powell siger: »Det er ikke længere det værd, jeg skrider«,«siger Ed Mills til mediet. 

Markedet vil dog formentlig ikke reagere positivt på en sådan fyring, idet det vil så tvivl om centralbankens vilje til at stå fast på eksempelvis sine inflationsmål og på dens troværdighed i det hele taget. 

Den nystartede erhvervsbank Kompasbank skal betale en bøde på fem millioner kroner for brud på hvidvaskloven.

Det skriver Finanstilsynet på sin hjemmeside.

Banken har overtrådt hvidvasklovens paragraf 11, der handler om kundekendskabsprocedurer. Konkret har Kompasbank ikke i tilstrækkelig grad løbende overvåget kunders transaktioner.

Det drejer sig om mangelfuld overvågning af 299 kunder i en periode fra december 2022 til september 2023.

- Bøden er nedsat som følge af bankens soliditet. På denne baggrund er bøde fastsat til fem millioner kroner, skriver Finanstilsynet på sin hjemmeside.

Kompasbank modtog bøden 8. juli.

I marts 2021 fik Kompasbank tilladelse til at drive bankvirksomhed.

På bankens hjemmeside fremgår det, at det er en erhvervsbank for små og mellemstore virksomheder.

Ifølge banken selv handler sagen om overvågning af tilbagebetalinger på erhvervslån, som en ekstern partner har formidlet. Det oplyser Kompasbank i en skriftlig kommentar til Børsen.

- Der har ikke været tale om, at kunderne havde adgang til transaktionskonti, ligesom hverken betalingsfunktionalitet, onlinebank eller andre bankprodukter blev stillet til rådighed, skriver banken ifølge Børsen.

Videre lyder det, at banken lægger stor vægt på at efterleve reglerne om hvidvask, og at man anser sagen for at være afsluttet.

Ifølge mediet Finanswatch har Kompasbank løbende været i dialog med Finanstilsynet de seneste måneder.

Der er en række betingelser, der skal være opfyldt, før Finanstilsynet kan udstede bøder for overtrædelser af hvidvaskloven.

Overtrædelsen må ikke føre til højere straf end bøde, og overtrædelsen skal være ensartet, ukompliceret og uden bevismæssige tvivlsspørgsmål. Desuden skal sanktionsniveauet ligge fast.

Hvis modtageren af bøden erklærer sig skyldig, kan sagen afsluttes uden retssag.

/ritzau/

Kunstmuseet Arken i Ishøj fik sidste år et væsentligt bedre resultat sammenlignet med tidligere år.

Det skriver Arken i en pressemeddelelse fredag.

Sidste år endte overskuddet på lidt mere end en million kroner, mens det i 2023 lød på 156.000 kroner.

På trods af fremgangen havde Arken færre besøg i 2024 i forhold til året inden. 114.000 besøgte museet sidste år mod 135.000 i 2023.

Det hænger ifølge museet sammen med, at det i længere perioder måtte holde lukket på grund af opbygning.

Museet peger selv på stram økonomistyring og et "attraktivt udstillingsprogram" som årsager til det forbedrede resultat.

- Arken er i fuld gang med den svære øvelse både at omstille sig til en fremtid med lavere statstilskud, men også øge de kunstneriske ambitioner for udstillingerne samt etablere nye kommercielle indtægtsstrømme, siger bestyrelsesformand Lars Kirdan i meddelelsen.

Desuden modtog i 2024 24 millioner kroner i "øvrige tilskud", som omfatter sponsorer og tilskud til kunstkøb og udstillinger. I 2023 var der knap syv millioner på posten.

I 2022 havde museet et underskud på omkring en million kroner, og gæstetallet endte på 102.000.

Samme år var Arken i vælten, da en større gruppe medarbejdere kritiserede arbejdsklimaet på museet som følge af krænkende adfærd og magtmisbrug.

En ledende medarbejder måtte træde tilbage efter kritikken.

Kort tid efter kom det frem, at daværende museumsdirektør Christian Gether havde købt tre værker til museet fra sin søns galleri.

Christian Gether fratrådte efterfølgende posten som direktør. Nuværende museumsdirektør Marie Nipper overtog efter ham.

/ritzau/

Forvirringen er total. 

Nye udmeldinger om told flyver fra Donald Trump, hver gang han ser en mikrofon. Eller kommer i nærheden af et socialt medie. Målstængerne flyttes. Nye tal bliver hevet op af hatten. Venner mere end fjender er i skudlinjen.

Efter at Trump fik sin store lovpakke gennem Kongressen, er det, som om der ikke sker nok i Washington. Nu er det resten af verden, der får hans fulde opmærksomhed.

Nu skal varer fra Canada pålægges en told på 35 procent. Trump blander igen en påstand om, at det strømmer med det farlige stof fentanyl ind over grænsen fra Canada, selvom hans egne grænsefolk siger det modsatte. Udmeldingen kommer midt i de brede forhandlinger om både handel og sikkerhed, der lige nu foregår mellem de to regeringer.

Nu skal den generelle told hedde 15 eller 20 procent i stedet for ti procent. Det sagde Trump i et interview torsdag. Det betyder også, at de forhandlinger, der pågår mellem USA og EU, har fået et nyt element af usikkerhed kastet ind på bordet.

Og så er der aftalen med Vietnam. Den havde Trump og hans ministre travlt med at promovere i sidste uge, men ingen detaljer er endnu offentliggjort. Hvorfor ikke det?

Ifølge det sædvanligvis velinformerede Politico skyldes det, at Trump i en telefonsamtale med den vietnamesiske leder, To Lam, pludselig indførte en told på 20 procent på varer fra Vietnam, hvor man i forhandlingerne var blevet enige om 11 procent.

Og hvorfor skulle Vietnam åbne sit marked for amerikanske varer – toldfrit – hvis vietnamesiske varer pålægges en høj told den anden vej? Vietnam er blevet en af USAs vigtigste handelspartnere, blandt andet fordi kinesiske producenter har flyttet fabrikker til Vietnam for at omgå den toldmur, som Trump indførte i sin første embedsperiode.

Så antallet af handelsaftaler ligger fortsat et sted mellem nul og to – afhængig af om man tæller våbenhvilen med Kina og handelsforståelsen med Storbritannien med. Ingen af de to aftaler er juridisk bindende.

Hvorfor er der ingen aftaler?

Det er meget langt fra praleriet fra begyndelsen af april, hvor Trump lovede »90 aftaler på 90 dage«. Eller den nedladende udtalelse fra 9. april om, at »verdens ledere tigger om en handelsaftale«.

Sådan har det ikke været. Der er flere årsager til, at der ikke er kommet flere aftaler på plads.

For det første er handelsaftaler komplekse størrelser, hvilket er årsagen til, at man normalt bruger år på at blive enige om noget.

For det andet har Trump vist sig at være umulig at lave aftaler med, fordi der hele tiden bliver bragt nye ting frem, der komplicerer det at give indrømmelser, når man kan blive ramt af en hammer i nakken på noget helt andet. Som truslen om en told på 100 procent på udenlandske film, der kom midt i forhandlingerne med Storbritannien. Briterne ville blive særlig hårdt ramt af en sådan told.

For det tredje er det fortsat tvivlsomt, om Trump overhovedet har juridiske beføjelser til at indføre en generel toldmur og »gengældelsestold«. Hans tilfældige anvendelse af begrundelser forstærker det juridiske argument for, at Trump misbruger en nødlov fra 1977 til at føre sin personlige udenrigspolitik.

En handelsdomstol har vurderet, at han ikke har beføjelserne, men en appeldomstol har tilladt ham at fortsætte, indtil sagen er blevet behandlet af en højere retsinstans. Næste retsmøde er 31. juli – lige før Trumps nye deadline. 

For det fjerde betyder Trumps handelskrig mod alt og alle, at alle lande forsøger at lurepasse. For handelskrigene vil ramme amerikansk økonomi og give højere priser. Det samme vil den svækkede dollar.

Det vil ikke undre, hvis regeringschefer rundt omkring i verden i deres stille sind tænker: Hvad hvis vi alle kalder hans bluff og allesammen indfører modhold fra 1. august, svarende til hvad Trump deler ud?

Vil han optrappe til 145 procent som med Kina i april? Vil de amerikanske aktiemarkeder og dollaren kollapse? Vil det tvinge den amerikanske økonomi ind i en dyb nedtur? For det vil være en høj toldmur, som kun omslutter USA selv.

Brasilien – som USA har et handelsoverskud med – har allerede meldt ud, at man vil matche Trumps 50 procent told.

Tør han, når det kommer til stykket?

Aktiemarkederne har indtil nu handlet på en forventning om, at Trump i sidste ende ikke tør føre toldmuren ud i livet. At jo mere han larmer, desto mindre er modet.

Det kan være, at aktiemarkedet har ret, og at vi bare skal læne os tilbage og lade skuespillet folde sig ud.

Det kan også være, at Trump trodser enhver økonomisk fornuft og lytter til de rådgivere, der fortæller om, hvor forfærdeligt USA er blevet behandlet af resten af verden, og om de dejlige penge, der ryger i den amerikanske statskasse.

Vi har den seneste uge hørt, at en rammeaftale mellem USA og EU er lige på trapperne. Men også i Bruxelles sidder man og overvejer. Der ligger en stor handelsaftale med de sydamerikanske lande klar i EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyens, skuffe. Og der forhandles på livet løs med Indien. Hver gang Trump skruer op for handelsretorikken, giver de aftaler endnu mere mening.

For der er et stort marked derude for europæiske virksomheder. Bare tag Volkswagen, der i årets andet kvartal havde en tilbagegang i salget i Nordamerika – primært USA – på 16 procent. Men med tocifret vækst i Asien uden for Kina, i Mellemøsten og i Sydamerika.

Det er kun USA, der er omsluttet af en toldmur. Der åbenbart bliver stadig højere.

Ulrik Harald Bie er Berlingskes økonomiske redaktør

For første gang nogensinde udbetaler Norwegian et udbytte til sine aktionærer på 0,90 norske kroner.

Det fremgår af flyselskabets regnskab for andet kvartal.

Udbetalingen vil finde sted i august i år, lyder det i regnskabet.

Norwegian fik det næsthøjeste driftsresultat i selskabets historie på 1025 millioner norske kroner.

Driftsresultatet er det, der er tilbage, når en række udgifter som løn og afskrivninger er trukket fra.

- Driftsresultatet og driftsmarginen er de næsthøjeste, vi nogensinde har haft i et andet kvartal. Både tallene for belægningsgrad og antal passagerer er desuden de højeste i et andet kvartal efter pandemien, siger Geir Karlsen, koncernchef i Norwegian, i regnskabet.

I andet kvartal endte overskuddet på 931,5 millioner norske kroner for andet kvartal.

For de første seks måneder af 2025 er overskuddet dog markant lavere. Samlet lyder det på 175 millioner norske kroner.

Det skyldes et første kvartal, hvor Norwegian tabte 756 millioner norske kroner.

Tabet hang ifølge selskabet sammen med, at den norske krone var styrket i forhold til amerikanske dollar.

Norwegian-koncernen består af de to flyselskaber Norwegian og Widerøe.

Tilsammen fløj 7,6 millioner passagerer med enten Norwegian eller Widerøe i andet kvartal. Det er en stigning på næsten fire procent sammenlignet med samme periode 2024.

Sommeren ser også lovende ud, siger direktør Geir Karlsen i meddelelsen.

- Vi ser fortsat gode salgstal, og bookingtrenden ind i juli, august og efteråret ser lovende ud for Norwegian med næsten ti procent flere solgte billetter end på samme tid sidste år, lyder det.

/ritzau/